Egholm er et dejligt og helt særligt sted, som vi skal passe på. Det er et unikt sted med unikke muligheder - og ikke mindst unikke indbyggere. Og måske er øen i Limfjorden nu også på vej til at blive Danmarks største økologiske ø.
Egholmerne var en aften i februar 2017 samlet på øens gamle skole til et borgermøde om Egholm som øko-ø. Der er ingen tvivl om, at lokalsamfundet bakker op og er klar til at påtage sig rollen som kommunens nye og grønne entreprenører. De vil gerne gøre en forskel.
”Ved at finde en balance mellem det at benytte og beskytte vores allesammens ressourcer, kan vi gøre Egholm til en bæredygtig ø i balance” siger miljøchef Michael Damm.
Det udsagn kunne alle blive enige om. Faktisk er de på øen allerede godt på vej mod en grøn omstilling med tre økologiske landbrug, der potentielt set kan forsyne 1.000 familier med mad. Restaurant Kronborg har også en vigtig rolle i projektet. Her serveres nemlig både lokalt og økologisk kød og grønt.